Sagsnr.: |
190-2016-26185 |
Åbent punkt |
|
Dokumentnr.: |
190-2018-28003 |
|
|
Beslutningstema
Udvalget skal tage stilling til, om der skal udarbejdes en ny lokalplan med henblik på at lovliggøre byggeriet på Bataljonvænget og Fortvænget.
Sagsfremstilling
Miljø-, Plan- og Teknikudvalget besluttede den 24. august 2016, at dispensere fra Lokalplan 70.9 til ændret bebyggelse i delområde 2b på Farum Kaserne. Dispensationen omhandlede bl.a. en ændret hustype i ét plan i stedet for to - med deraf følgende større fodaftryk. Forud herfor havde sagen været i nabohøring. Sagsfremstillingen fra dette møde er vedlagt.
Naboernes synspunkter blev kun delvis imødekommet, og tre naboer klagede den 13. september 2016 over afgørelsen til Natur- og Miljøklagenævnet.
Furesø Kommunes byggetilladelse af 30. september 2016 blev givet på grundlag af dispensationen. Byggeherre var orienteret om, at dispensationen var påklaget.
Planklagenævnet underkendte den 9. oktober 2017 den del af dispensationen, der handler om udvidelse af byggefelterne. På det tidspunkt var bygningerne stort set færdigbyggede. Planklagenævnets afgørelse er vedlagt.
Planklagenævnet finder ikke, at kommune har hjemmel til at dispensere en udvidelse af de udlagte byggefelters omfang, idet dette indebærer, at en del af de udlagte friarealer vil blive anvendt til bebyggelse. Efter Planklagenævnets opfattelse er fordelingen mellem friarealer og bebyggede arealer en væsentlig del af lokalplanens struktur og dermed en del af lokalplanens principper.
Det fremgår af lokalplanens § 3.3, at alle arealer uden for de udlagte byggefelter er udlagt som friarealer, der kun må anvendes til legeplads og græsplæne.
Planklagenævnet finder derimod, at kommunen har haft hjemmel til at dispensere fra de bebyggelsesregulerende bestemmelser i lokalplanen, herunder klagernes hovedanke; den reducerede afstand mellem husrækkerne.
Planklagenævnet hjemviser sagen til kommunen med henblik på, at der om nødvendigt udarbejdes en ny lokalplan for området.
Furesø Kommune har nu principielt tre muligheder:
1. Indbringe Planklagenævnets afgørelse for domstolene.
Forvaltningen vurderer ikke, at det er en hensigtsmæssig løsning, da det vil være en langvarig proces med et usikkert udfald.
2. Fysisk lovliggørelse, hvor bygningerne fjernes og erstattes af bygninger i to etager i overensstemmelse med lokalplanen.
Forvaltningen vurderer ikke, at dette er en reel mulighed, da det vil være meget indgribende for de nuværende beboere i området.
3. Tilvejebringelse af en ny lokalplan, der lovliggør løsningen.
Forvaltningen anbefaler denne mulighed, da der er tale om et veldisponeret byggeri med store friarealer. Miljø-, Plan- og Teknikudvalget godkendte i august 2016 den ændrede bebyggelsesplan for grunden, men juridisk havde kommunen ikke hjemmel til at muliggøre dette gennem en dispensation, idet ændringerne forudsætter en ny lokalplan.
Forvaltningen anbefaler, at udvalget anmoder forvaltningen om at igangsætter arbejdet med en lokalplan med en bebyggelsesplan som svarer til dispensationen og den aktuelle disponering af området.
Afgørelsen viser, at forvaltningen skal være opmærksom på, hvordan de grundlæggende bestemmelser om lokalplanens formål og anvendelse formuleres. Forvaltningen vurderer ikke, at det er en generel udfordring ved de allerede vedtagne lokalplaner. Dog indeholder lokalplanerne for bebyggelserne på Farum Kaserne samme bestemmelse, der udlægger alle arealer uden for byggefelterne til friarealer.
Økonomiske konsekvenser
Ingen bemærkninger
Borgerinddragelse
Et lokalplanforslag skal i offentlig høring i 8 uger.
Lovgrundlag
Planloven
Det videre forløb
Forvaltningen vil kunne forelægge et forslag til lokalplan umiddelbart efter sommerferien. Beslutning om offentliggørelse af et konkret lokalplanforslag, skal behandles af Udvalget for Byudvikling og Bolig, Økonomiudvalget og Byrådet.
Indstilling
Forvaltningen indstiller,
- at udvalget beslutter, at igangsætte en lokalplanproces med henblik på lovliggørelse af bebyggelsen på Bataljonvænget og Fortvænget.
Bilag
Miljø-, Plan- og Teknikudvalget den 24. august 2016 Beslutning Dispensation |
|
Bilag: Afgørelse |