Sagsnr.: |
190-2007-5207 |
Åbent punkt |
|
Dokumentnr.: |
190-2010-142864 |
|
|
Sagsfremstilling
Udvalget skal beslutte den fremtidige busbetjening med bus 151, der kører mellem Kirke Værløse og Hareskovby.
Ved køreplanskiftet den 28. marts 2010 blev den ny kommunale buslinje 151 oprettet. Kommunen har efterfølgende modtaget en række henvendelser især om forholdene i Kirke Værløse, hvor bussen kun kører gennem Bygaden på dens vej fra Laanshøj mod Værløse Station. Forvaltningen bad derfor Movia om at se på mulighederne for at ændre kørslen gennem Kirke Værløse, så forholdene for borgerne i området bliver bedre. Udvalget besluttede på mødet den 17. august 2010, at forslagene skulle sendes til kommentering hos Hareskov Medborgerforening og hos grundejerforeningerne i Kirke Værløse, samt at forslagene skulle annonceres i Furesø Avis og lægges på kommunens hjemmeside.
Følgende forslag blev sendt i høring:
Mulighed nr. 1
Busbetjeningen fortsætter, som den er i dag. Det vil sige, at den fra Laanshøj kører via Kildebakken, Bygaden, Bundsvej, Ryget Skovby, Værløse Station, Skovløbervangen, Hareskov Station, Gammel Hareskovvej, Åvej, Tibberup Allé, Skovmose Allé, Hareskov Station og tilbage ad samme rute mod Laanshøj. Dog kører den ikke via Bygaden og Kildebakken, men kører i stedet ad Lejrvej til Laanshøj.
Mulighed nr. 2
På alle hverdage indtil ca. kl. 10.00 kører bussen som i dag (Mulighed nr. 1). På alle andre tidspunkter kører bussen via Bygaden og Kildebakken i begge retninger til og fra Laanshøj. På den øvrige del af ruten sker der ingen ændringer i forhold til i dag. På hverdage er der i morgenmyldretiden ikke tilstrækkelig køretid til, at bussen kan køre gennem Bygaden og Kildebakken i begge retninger. Det er også forvaltningens og Movias vurdering, at størstedelen af buspassagererne skal fra Kirke Værløse til Værløse Station om morgenen.
Mulighed nr. 3
Bussen kører på alle tidspunkter via Bygaden og Kildebakken i begge retninger. Dette vil medføre en mindre omlægning i Hareskovby for at frigøre lidt køretid. Dette kan ske ved, at bussen, når den kommer fra Værløse Station, ikke kører op til Hareskov Station, men nøjes med at stoppe på Gammel Hareskovvej, inden den fortsætter rundt i Hareskovby. Efter rundturen i Hareskovby kører den - som i dag - op til Hareskov Station, inden den fortsætter mod Værløse. Ulempen vil være, at eventuelle passagerer, der kommer med bussen fra Værløse og ønsker at tage toget fra Hareskov Station, skal gå fra Gammel Hareskovvej og op til Stationen.
Movias oversigt over områdets busbetjening, herunder buslinje 151
Der er i høringsperioden indkommet 13 høringssvar. Heraf kom 2 høringssvar fra borgere i Hareskovby, 9 fra borgere i Kirke Værløse og 2 fra borgere i Laanshøj. Høringssvarene giver udtryk for, at borgerne i Kirke Værløse er splittede i, om de ønsker busdrift i begge retninger igennem Bygaden eller ej. De er dog alle enige om, at busserne støjer, og at det sikkerhedsmæssigt er et problem at sende store busser ned ad Bygaden, da vejen er smal og snoet.
Hareskovborgerne ønsker, at bussen kommer op til Hareskov Station i begge retninger.
Alle synes enige om, at udligningstiden ved Laanshøj er uhensigtsmæssig, idet der ikke er toiletforhold til chaufførerne ved Laanshøj, og fordi passagerer, der skal til Kirke Værløse, får en irriterende ventetid i de minutter bussen holder og venter, før den fortsætter mod Kirke Værløse. Derfor bør det undersøges, om udligningstiden kan lægges ved fx Hareskov Station, og om det er muligt, at chaufførerne kan benytte DSB S-togs toiletter.
I et enkelt af høringssvarene foreslås det, at vi undersøger, om der stadig er grundlag for, at bussen kører til Laanshøj, da der endnu ikke er kommet så mange boliger som planlagt
5 høringssvar foretrækker mulighed 3
5 høringssvar foretrækker
mulighed 1
1 høringssvar foretrækker mulighed 2
1 høringssvar foretrækker enten mulighed 1 eller mulighed 2
1 høringssvar foretrækker enten mulighed 2 eller mulighed 3
1 høringssvar er uden for
kategori.
”Oversigtsskema med indkomne høringssvar” er vedlagt som bilag.
De indkomne høringssvar viser, at Hareskov Medborgerforening er imod ændringer i Hareskovby, og at der ikke er enighed i Kirke Værløse, om bussen skal køre begge veje gennem Bygaden.
Forvaltningen foreslår derfor, at den nuværende rute (mulighed nr. 1) opretholdes foreløbigt. Mindre ændringer som eksempelvis ændring af udligningsholdeplads mv. arbejdes der videre med i samarbejde med MOVIA.
Da der er en række forskellige ændringsforslag i høringssvarene vil det være naturligt at tage forslagene med i den samlede evaulering af de nye ruter 151 og 165 ved udgangen af 2010. Denne evaluering vil sammen med den øvrige offentlige høringsproces danne grundlag for bestillingen af busdriften i Furesø Kommune for 2012, der sker senest i maj 2011. De mere langsigtede mål der opstilles vil i løbet af 2011 kunne blive konkretiseret og indgå i budgettet fra 2013.
Lovgrundlag
Lov om trafikselskaber.
Økonomiske konsekvenser
Movia vurderer, at forslagene ikke vil ændre på prisen på busdriften i Furesø Kommune.
Borgerinddragelse
Med baggrund i Udvalgets beslutning udsender forvaltningen svarbrev til de indkomne høringssvar.
Det videre forløb
Med baggrund i Udvalgets beslutning udarbejder forvaltningen sammen med Movia en plan for, hvordan linje 151 skal køre fremadrettet.
Indstilling
Forvaltningen indstiller til Miljø-, Teknik- og Erhvervsudvalget, at
1. den nuværende rute for bus 151 opretholdes
2. Movia anmodes om, at udligningstiden (ventetiden) flyttes fra Laanshøj til Hareskov Station.
Bilag
Oversigtsskema med indkomne høringssvar |
|
Alle høringssvar |